Berlingske’s mærkelige spilopper
Står det til Berlingske Media’s koncerndirektør, Lisbeth Knudsen, bør jeg bruge en del af min tid på at spille Yatzy eller 7-Kabale på koncernens nye spilsite, spilop.dk. Hvorfor? Fordi jeg som fast abonnent på Berlingske Tidende er ‘kunde’ hos Berlingske Media.
Umiddelbart kunne jeg vælge at betragte det som en hån mod min intelligens, at jeg, der nyder meget af den gode journalistik, der rent faktisk stadig findes i Berlingske Tidende, skal slås i hartkorn med folk, der ikke kan finde på bedre sysler end at sidde og spille tiden væk. Men i stedet vil jeg tillade mig at undres over Berlingske Medias prioriteter.
Som en af mine gamle kolleger sagde: Når kassen er tom, vender medierne sig altid mod spil og porno. Om det er sandt - og om det næste udspil, vi kan vente os fra Berlingske Media er en porno-satsning (fræk tanke eller hva’?) - skal jeg lade være usagt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg hellere havde set Berlingske Media bruge krudtet og kreativiteten andetsteds. Og det er sagt, selvom jeg godt har bemærket, at det er Freeway, der svinger kodeøksen på det nye spilsite.
F.eks. kunne jeg godt tænke mig, Lisbeth Knudsen og co. fokuserede på, hvordan man udvikler Berlingske Media til at indtage en mere relevant rolle i fremtidens digitale samfund. Nej, ikke hvilke publiceringssystemer o.s.v. men virkelig mediehusets rolle. Er den stadigvæk at være den objektive formidler af nyheder, eller findes der en mere aktiv, integreret - og i sidste ende mere relevant - rolle, et mediehus af den beskaffenhed og størrelse kunne påtage sig? Det synes jeg vil være noget mere interessant at få afdækket end at få muligheden for at spille Bob eller Domino.
Berlingske Media er desværre ikke alene om denne udvikling. Blot et rammende eksempel. Og Lisbeth Knudsen bringer i mine øjne nogle misforståelser til torvs, som jeg heller ikke tror, hun er ene om. Lad os derfor bare tage dem for en god ordens skyld.
For det første siger Lisbeth Knudsen, at der ikke er nogen grund til at forære Berlingske Media’s kunder til andre udbydere. Overhovedet at snakke om at forære nogen noget i en netsammenhæng er illusorisk. Der er ingen, der foræres bort. Det klarer vi selv, tak, ved at gå de steder hen, hvor vi får det, vi gerne vil have, når vi vil have det. Kom nu ud over den kontroltankegang!
For det andet tror koncernchefen på, at de største indtægter nok vil komme fra annoncører. Men langt de fleste data viser, at når vi har at gøre med meget interaktionstunge sites, hvor brugerne kommer af helt andre grunde end at klikke på annoncer, så er performance på f.eks. bannerannoncer ringe. Og ringe performance fører til lavere priser, mindre salg eller en kombination. Derfor har jeg svært ved at se det store potentiale her.
Endelig taler Lisbeth Knudsen om, at et spilsite kan give Berlingske Media meget trafik. Det er udtryk for en lettere antikveret tankegang, da de fleste med hænderne nede i suppedasen i dag er enige om, at det som sådan ikke er trafikken, der er saliggørende i sig selv, men hvem det er, der kommer ind på sitet, og hvor loyale disse er.
I virkeligheden sådan nogle som mig. En, indtil videre, trofast kunde hos Berlingske Media. Men hvor trofastheden unægtelig bliver sat på en prøve, hvis tiltag som spilop.dk skal være svaret på de massive udfordringer, koncernen - og andre som den - står overfor.
Originalt indlæg her.

INGEN KOMMENTARER ENDNU
Svar på dette indlæg