Sommertid burde være anti-agurketid
Journalisthøjskolens rektor, Anne-Marie Dohm, skriver i et indlæg på skolens blog, Mediebrokker, om den omvendte campinglogik i, at aviserne drosler ned i ferietiden, mens alle andre serviceerhverv giver den en ekstra tand for at sikre årets omsætning.
Det er en spændende tanke, Anne-Marie Dohm bringer til torvs: At det netop er, mens folk har ferie og dermed tid, at aviserne burde sætte ind og gøre sig til for at sikre, at der også, når den travle hverdag melder sig igen, er kunder, der finder værdi i at have en avis, der bliver leveret til døren. At sommeren med fordel kunne bruges til en charmeoffensiv frem for den nærmest anti-kampagne, man formår at føre med den ene avis, der er tyndere end den anden.
Det kan sagtens være, at der ikke er så mange nyheder at skrive om i sommerperioden, som i den travle hverdag. Men dels synes jeg vi netop denne sommer ser, at der sagtens kan være masser af nyheder at skrive om - Roskilde Bank, forlystelsesulykker og udlændinge-regler popper umiddelbart op i hovedet - og dels kunne man måske tænke lidt over, om en avis udelukkende skal være defineret af nyheder? Måske er fremtiden for avisen mere fordybelse, uden at det af den grund bliver akademisk.
Sommerferien kunne afgjort være en periode at udføre sådanne forsøg. Dels ville man kunne se, om det fanger an. Og dels vil man kunne minimere skaden, hvis det fejler, og gå tilbage til de gamle vaner, når folk vender tilbage fra ferie.

INGEN KOMMENTARER ENDNU
Svar på dette indlæg